Danmark.

Året 2012`s første udgivelse kommer den 2. januar, det er to nye værdier i serien med dronning Margrethe i anledning af takstændringerne fra årsskiftet. Det ene frimærke har værdien 12 kr. lilla og er den takst, som fra den 2. januar gælder for et brev til Færøerne, Grønland og Europa på højst 50 gram. Det andet frimærke har værdien 14 kr. grå og er den takst, der gælder fra 2. januar ti øvrigt udland på højst 50 gram.

Den 4. januar udkommer årets første særfrimærker, det første er i anledning af dronning Margrethes 40 års regeringsjubilæum. Kong frederik den IX døde i januar 1972 og kronprinsesse Margrethe blev i en alder af 31 år udråbt til dronning over Danmark. På det tidspunkt fra dronning Margrethe Europas yngste monark. I anledning af jubilæet udgives et frimærke i værdien 8,00 kr. med dronning Margrethe stående foran sølvløverne på Frederiksborg slot. Det samme motiv udgives også på Færøerne og i Grønland. Frimærket udgives også i miniark fra de tre lande og i den anledning udgives en unik dronningemappe med de tre miniark i klemlommer samt stemningsbilleder fra de tre områder med dronning Margrethe. Gravuren med dronning Margrethe og sølvløverne udgives i sorttryk i et oplag på 1.500 stk. Alle eksemplarer er håndnummererede og signeret af gravør Martin Mörck og kunstneren Mikael Melbye og leveres i et indstikskort.
Post Danmark Frimærker er nu repræsenteret på de store frimærkeudstillinger over hele verden. Det markeres nu af Post Danmark med udgivelsen af udstillingskort. Hvis du samler på postkort fra frimærkemesser/frimærkeudstillinger, er her et nyt område. Som en start er fremstillet udstillingskort fra efterårets frimærkemesser/frimærkeudstillinger i Sindelfingen, Paris, Hannover, Monaco og Wuxi i Kina. Udstillingskortet måler 125 x 180 mm, det er frankeret med et særfrimærke og afstemplet med et særligt stempel, som kun har været brugt til den pågældende udstilling. De fem udstillingskort sælges samlet til en pris af 100,00 kr.

KPK (Kjøbenhavns Philatelist Klub) bliver 125 år i 2012, og er Danmarks ældste frimærkeklub. I den anledning udgiver Post Danmark 2 frimærker i værdien 6,00 kr. og 8,00 kr. med broer som motiv, der også er temaet for NORDIA 2012, der afholdes i Roskilde Kongrescenter i perioden den 2. til 4. november 2012 i et samarbejde mellem Post Danmark, KPK og Danmarks Filatelist Forbund. Som nævnt er temaet broer, som fører mennesker sammen og skaber forbindelser blandt frimærkesamlere i Norden. Broerne på de to frimærker er på værdien 6,00 kr. Dronning Alexandrines Bro mellem Kalvehave på Sjælland og Koster på Møn. På værdien 8,00 kr. ses Farøbroerne, der forbinder Sjælland med Falster og består af to broer – en nordlig lavbro og en sydlig højbro. De to frimærker udgives også i et miniark, der sælges til fordel for udstillingen til en pris af 22 kr., hvor der således er 8,00 kr. til udstillingen for hvert miniark, der bliver solgt. Miniarket er gummieret og sælges sammen med de to frimærker i en souvenirmappe til en pris af kr. 36,00. De to frimærker udgives også i frimærkehefter med ti stk. i hver hefte. Det er nyt med ti frimærker i værdien 8,00 kr. med det skyldes, at der i heftet også bliver ti stk. A-post vignetter, og i heftet med ti stk. 6,00 kr. er der som tidligere også ti stk. B-post vignetter.


Post Danmark har indgået et samarbejde med China Post om uddannelse af gravører til atr videreføre den klassiske stålstikteknik. Samarbejdet begyndte i 2010, og siden da er der blevet oprettet en skole i Beijing, hvor Post Danmark underviser 10 kinesiske frimærkedesignere i graveringsteknik med hjælp fra gravøren Martin Mörck. Som følge af de gode samarbejdsrelationer har Post Danmark og China Post besluttet sig for en fælles frimærkeudgivelse over temaet astronomi. Når valget er faldet på astronomi, skyldes det, at der i begge lande er lange traditioner for at foretage astronomiske observationer. Som videnskab har astronomien bygget bro mellem de to lande i århundrede. Der udgives nu en fællesudgivelse mellem Danmark og Kina med Astronomi som tema og de samme motiver i de to lande. De danske frimærker får værdien 6,00 kr.og de to kinesiske frimærker får værdien 1,20. Det ene frimærke i begge lande viser Tycho Brahes såkaldte ækvatorialarmillarsfære fra 1585 – et astronomisk instrument beregnet til måling af himmellegemernes koordinater. I baggrunden af frimærkemotivet skimtes Brahes verdensbillede med jorden i midten af universet. På det andet frimærke i begge serier ses den berømte kinesiske astronom Guo Shoujings forenklede armillarsfære fra 1276 med et kinesisk stjernekort i baggrunden. Der udgives et souvenirkort med de to danske frimærker og de to kinesiske frimærker stemplet med hvert lands respektive førstedagsstempel. På bagsiden af kortet er en kort tekst på hhv. dansk, engelsk og kinesisk. Dansk og kinesisk astronomi forenes på smukkeste vis i Astronomimappen. Mappen indeholder to helt specielle kinesiske ark med hver 16 frimærker. De to kinesiske ark kan kun erhverves ved køb af denne mappe, da de ikke sælges på anden vis. I midten af mappen sidder souvenirkortet med de to danske og de to kinesiske frimærker.
Grønland.
Året 2011`s sidste udgave udkom den 17. oktober, det var anden udgivelse om Grønlands minehistorie, der udkom to frimærker i værdien 0,75 kr. med motiv fra Josvas Kobbermine og 28,00 kr. med motiv fra Qaarsuarsuk kulbrud.
Samme dag udgives årets julefrimærker i værdierne 7,50 kr. og 9,00 kr. De er skabt af Camilla Nielsen. Jordbærpigerne har fulgt Camilla siden hendes skoletid i starten af 90`erne. Dog er den lille jordbærpige først skabt i 2005, efter at Camillas niece, Sofie-Amalie ”Musse”, blev født. Frimærkerne viser jordbærpigerne i forskellige glade julesituationer. Det føles som om, de altid er i gang med at udforske deres omverden. Julestjernen i vinduet på værdien 7,50 kr. og sneen er for Camilla indbegrebet af grønlandsk jul. Stjernen lyser, leder, samler, styrker og varmer op om menneskelige relationer og traditioner. Hundeslæden på frimærket med værdien 9,00 kr. er den model, der oftest anvendes i Disko Bugt området. Der findes flere typer hundeslæder i Grønland, alt efter hvor i landet, de anvendes.
De to frimærker udgives samtidig i selvklæbende hefter med 6 stk. af hver værdi.
Den 9.maj 2011 udgav Post Greenland to frimærker G464 og G465, disse to frimærker udgør de første i en ny dagligserie med Hendes Majestæt Dronning Margrethes portræt. Efter at frimærkerne udkom, er det beklageligvis blevet konstateret, at de trykte frimærker ikke lever op til den høje kvalitet, som Post Greenland normalt leverer inden for frimærker. Kvalitetsfejlen er opstået på trods af en lang række kontrol- og sikkerhedsprocedurer. På grund af kvalitetsfejlen er salget af de to dagligseriefrimærker blevet indstillet på posthusene i Grønland. Salget af de to frimærker blev helt nøjagtig indstillet den 26. maj 2011.
I stedet for de to frimærker påregnes der snarest at blive trykt to nye frimærker med de samme motiver af dronningens portræt. Disse to frimærker vil blive udgivet i den høje kvalitet, som Post Greenland kan stå inde for. Post Greenland mener ikke, disse to frimærker kommer til at udgøre en filatelistisk variant, dvs en sjælden og dermed efterspurgt udgave. Det skyldes, at de frimærkesamlere verden over, som abonnerer på Post Greenlands nye frimærker, allerede har modtaget de to frimærker ved udgivelsen, ganske som det er kutyme ved enhver frimærkeudgivelse. Beslutningen om at omtrykke frimærkerne er udelukkende taget, fordi Post Greenland ønsker at levere den højeste frimærkekvalitet.
Finland.
Den 4. november udgav Finland deres julefrimærker, et frimærke med julenissen og garnnøgler uden værdibetegnelse, men beregnet til B-breve. To frimærker med julenisser som motiv, begge i værdien 0,55 euro.
Ålandsøerne.
Frimærkeåret på Åland indledes med udgivelsen af en ny frankeringsetiket med et nyt motiv. Denne gang er det træænder, der benyttes til jagt, i dag bliver de dog lavet i plastik.
Den 1. februar udgives to nye frimærker i serien med skibe, det ene frimærke er i værdien 0,55 euro og er med motiv af s/s Birger Jarl, det andet frimærke er uden værdiangivelse, men beregnet til lokalpost, motivet er m/s Sally Albatross.
Sverige.
Til juleposten udgav Sverige den 17. november fire frimærker med røde og hvide juleblomster som motiv. Frimærkerne er uden værdiangivelse, men med betegnelsen ”Julepost 2011”. Motiverne er julekaktus, julestjerne, begge er røde motiver og så to hvide motiver Julerosen og Amaryllis. Ligesom tidligere år udgives et rullefrimærke med motiv af et laksegl med teksten Julepost.
Samme dag udgives fem selvklæbende frimærker med lunt strikket vintertøj til hele kroppen. Alle fem frimærker udgives i hefte med værdien 12 kr. Motiverne er strikkede strømper, strikkede huer og halstørklæder samt striktrøjer og strikkede vanter. Motiverne viser såvel traditionelt som moderne strikning fra forskellige dele af Sverige.
For præcis 100 år siden tildeltes den polsk fødte Marie Curie nobelprisen i kemi. Det er en af årsagerne til at 2011 er blevet udråbt til kemiens år. I denne anledning udgiver Sverige og Polen en fællesudgivelse med Marie Curie som motiv. De to svenske frimærke er begge i værdien 12 kr. og viser på det ene Marie Curie og på det andet frimærke ses medaljen, der blev uddelt. De to frimærker udgives også i en blok. De to polske frimærker har samme motiv og udgives også i et miniark, værdierne er 3Zt. Og 7,70 Zt.
Som tidligere år udgiver Sverige her ved årets slutning en årbog, en årsmappe med samtlige frimærker og en årsmappe med frimærkehefter.
Norge.

Den 11. november udkom et nyt frimærke i serien med posthorn, værdien er 50 kr.
Som motiv på årets julefrimærker er brugt to gamle julekort, der udgives to julefrimærker og begge frimærker er uden værdiangivelse, men beregnet til A-julebreve til indlandet. Motiverne er en lille dreng med et julebrev og det andet er en lille pige med en julegave.
Norge udgiver også årbog, årsmappe med samtlige udgivne frimærker fra 2011, en årsmappe med samtlige udgivne frimærkehefter i 2011 og en årsmappe med samtlige udgivne førstedagskuverter fra 2011.
Island.

Den 3. november udgav Island fire frimærker med islandsk billedkunst, det er anden udgave i denne fortsatte serie. De fire kunstværker er lavet af Porarinn B. Portaksson, Asgrimur Jonsson, Johannes Kjarval og Jon Stefansson. Samme dag udgives to julefrimærker med broderier hentet fra den islandske nationaldragt. De to frimærker er uden værdiangivelse, men med indskriften Indlandet 50 g og det andet Europa 50 g.
Årets sidste udgivelser er årsmappen 2011, årsmappe med førstedagskuverter og årsmappen med udstillingskort.
Årets første frimærkeudgivelser i 2012 udkommer den 26. januar. Her kommer den 3. udgave med Islandsk håndværk, denne gang drejer det sig om sølvsmedehåndværket, der har en lang tradition i Island. De fire frimærker er uden værdiangivelse, men beregnet til breve til indlandet op til 50 gram og breve til Europa op til 50 gram. På frimærket til indlandet er motivet en messekalk, der er af sølv fremstillet i gotisk stil. Uden på bægerets rand står indgraveret Jesus ord, om den nye pagts kalk. Dette frimærke udgives både som gummieret frimærke og som selvklæbende frimærke, sidstnævnte er lidt mindre end det gummierede frimærke. På frimærket til Europa ses et diadem af forgyldt sølv og er en del af den islandske festdragt. Dette diadem har et mønster med ranunkelmotiv. På frimærket til brug for breve udenfor Europa er motivet en sølvskål.
I anledning af Islands Idræts- og Olympiske Forbunds 100 års jubilæum udgives et frimærke uden værdiangivelse, frimærket her er til brug for indenlandske breve op til 50 gram, motivet er fire forskellige sportsudøvere.
Endelig udgives to frimærker med turistmotiver, frimærkerne er uden værdiangivelse, men beregnet til breve til Europa under 50 gram og breve til lande udenfor Europa op til 50 gram. Motiverne er fra Landmannalaugar, i dette område findes også søen Hnausapollur.
Jersey.
Den 28. september udgav Jersey seks frimærker i værdierne 42p, 49p, 50p, 64p, 79p og 86p med kyststrækninger som motiv, det er den3. udgave med dette tema.
Den 11. oktober udgives seks frimærker med gamle møller som motiv, værdierne er 37p, 42p, 49p, 50p, 59p og 79p.
Årets julefrimærke fra Jersey udkommer den 8. november, hvor der udkommer seks frimærker i værdierne, 37p, 42p, 49p, 50p, 79p og 86p, motiverne er juletræspynt.
Den 15. november udkommer seks frimærker i anledning af Jerseys Symfoni Orkesters 25 års jubilæum, motiverne er Symfoniorkesterets musikinstrumenter og værdierne er 37p, 50p, 59p, 64p, 79p og 86p.
Året 2012`s første udgivelse kommer den 10. januar og har temaet Besøg Jersey, der udgives fire frimærker, hvoraf de to samtidig er årets Europa frimærker. Værdierne og motiverne er, 42p med madvarer fra Jersey, 49p med udendørs leg og sport, 59p med cykelture og vandreture og 86p med historiske optrin. Europafrimærkerne er værdierne 49p og 59p.
New Zealand.
Årets julefrimærker udkommer den 2. november, hvor der udkommer otte frimærker med Jesus fødsels som motiv, værdierne er 60c med Jesus barnet, 1,20 Dollar med Englen, der besøgte hyrderne på marken, 1,90 Dollar Marie og Josef med Jesus barnet, 2,40 Dollar Fårehyrderne besøger Jesus barnet og endelig 2,90 Dollar de vise mænd. Disse fem frimærker er gummierede og endelig udkommer der tre selvklæbende frimærker, der er lidt mindre end de gummierede, værdierne og motiverne er 60c med Jesusbarnet, 1,90 Dollar med Marie og Josef og endelig 2,40 Dollar med fårehyrderne.
Fra området Ross Dependency udgives fem frimærker i værdierne 60c med Roald Amundsen, 1,20 Dollar med Amundsens ankomst til the Bay of Whales on the Ross Ice Shelf den 14. januar 1911, 1,90 Dollar er med Robert Scott, 2,40 Dollar med Scotts lejrplads og 2,90 Dollar med det norske flag.
De New Zealandske områder Tokelau og Niue har udgivet julefrimærker. Fra Tokelau udkommer fire frimærker med julepynt som motiv, i værdierne 40c med et juletræ, 45c med en julekugle, 1,40 Dollar med en julestrømpe og endelig 2,00 Dollar med en juleengel som motiv. Fra Niue udgives fire frimærker med motiver fra Nieu og Bethlehems stjernen. Værdierne er 30c, 1,40 Dollar, 2,90 Dollar og 4,00 Dollar.
Luxemburg.
Den 6. december udgives fire frimærker med gamle håndværk som motiv. Værdien 1,20+0,25 euro har motiv af en trykker, værdien 1,10+0,10 euro med en stenhugger som motiv, værdien 0,85+0,10 euro med en pottemager som motiv og endelig 0,60+0,05 euro med en snedker som motiv.
I anledning af, at Die Echternacher Springprozession er kommet på Unescos kulturliste udgiver Luxemburg et miniark med to frimærker, der har værdierne 0,60 euro og 0,85 euro.
I anledning af 100 året for indførelse af Postgiro udgives et frimærke i værdien 0,60 euro med motiv af området Luxemburg, forsiden og bagsiden af jordkloden.
Der udgives fire frimærker med arkitektur fra Luxemburg, de fire frimærker er uden værdiangivelse, men med betegnelsen A, motiverne på de fire frimærker er bygninger.
Årets julefrimærke viser en familie, der sidder omkring et bord og laver juledekorationer. På bordet ligger de ting, de skal bruge til at lave juledekorationer med.
Årsmappen fra 2011 afslutter traditionen tro årets frimærkeudgivelser.
Liechtenstein.
Den 14. november udgives fire frimærker med Borge i Liechtenstein som motiv, værdierne er 1,00 CHF, 1,40 CHF, 2,00 CHF og 2,60 CHF. Der udgives tre julefrimærker med motiver fra Jesus fødsel, værdierne er 0,85 CHF, 1,00 CHF og 1,40 CHF. Der udgives et miniark med fire frimærker, alle i værdien 1,90 CHF med motiv af den kinesiske dyrekreds 2012.
Australien.

Den 31. oktober blev der udgivet en fællesudgivelse med Korea, der udkom to frimærker med samme motiv i hvert land. Australiens to frimærker udgives i værdierne 60c og 1,65 Dollar.
Årets julemærker 2011 udkom den 31. oktober med 5 frimærker, en værdi på 55c med Marie og det nyfødte Jesusbarn og en værdi på 1,50 Dollar med de tre vise mænd, derudover udgives to frimærker i værdien 55c med juletræet og julegaver som motiv og et frimærke i værdien 60c med julepynt som motiv.
Samme dag udgives to frimærker fra området Christmas Island, et frimærke i værdien 55c og et frimærke i værdien 1,50 Dollar med to motiver af julemandens ankomst til Christmas Island.

Den 2. november udgives to frimærker i anledning af datoen 11.11.11 i værdierne 60c og 1,20 Dollar med motiv af en trompet blæser og værdien 1,20 Dollar med to soldater som motiv.
Schweiz.

Den 24. november udgives fire frimærker med børneportrætter som motiv, frimærkerne udgives med tillæg til fordel for Pro Juventute. Mærkerne udgives i værdierne 1,00+0,50, 1,00+0,50, 0,85+0,40 og 0,85+0,40. Samme dag udgives et frimærke i værdien 1,00, der er et farverig, musikalsk kunst frimærke med en dybere betydning, som man omtaler mærket. I anledning af frimærkets Dag 2011 udgives et miniark i værdien 0,85.
Årets julefrimærke serie er på tre mærker, værdien 0,85 er med Silent Night kapel, værdien 1,00 er med motiv af et juletræ, julegaver og nissehuer og endelig værdien 1,40 er med motiv af et udendørs pyntet juletræ, julegaver, adventskrans og julelys.
Tyskland.


Tyskland udgav den 4. november et frimærke i værdien 0,55 euro med Kaiser Wilhelm Domkirke i anledning af 50 året for opbygningen af den nye domkirke. Et frimærke i værdien 0,55 euro i anledning af 50 året for Adveniat. En værdi på 0,90 euro i anledning af 150 året for Emil Wiecherts fødsel. Frimærket viser et portræt af Emil Wiechert foran en Seismograf. Årets Julefrimærkeserie består af to frimærker, det ene i værdien 0,45+0,20 euro med St. Martin som motiv. Det andet frimærke er i værdien 0,55+0,25 euro med St. Nikolaus som motiv.
Vatikanstaten.
Midt i Rom ligger Vatikanstaten, hvorfra den katolske kirke administreres. Området er verdens mindste stat, men har dog sit eget postvæsen, som udgiver frimærker, og området udgør et særdeles interessant område. Samtidig er Vatikanstaten med sine blot 44,2 hektar verdens mindste stat og desuden den sidste af Europas stater, som ikke har indført demokrati. Vatikanet er den symbolske fortsættelse af Kirkestaten, som var det område i Mellemitalien, som indtil 1870 blev ledet af paven, mens den nuværende stat opstod i 1929 med anerkendelse af Den Hellige Stats suverænitet. Det var også i 1929, at det første frimærke udkom fra Vatikanet. Der var tale om en serie på 13 almindelige udgaver og to til særlige leveringer, og i årene efter blev serien overtrykt flere gange og er dermed blevet et af de mest interessante underområder i Vatikanets filateli. Man finder ikke mange samleområder, der har en så konsekvent rød tråd i motivvalgene, som det er tilfældet med Vatikanet. Frimærkerne er fine kunstværker, hvis billeder og symboler er små brikker til den romersk-katolske kultur og historie. Vatikanet udgiver også frimærker i forbindelse med pavens rejser, de udgiver også malerier med religiøse motiver, de udgiver også hvert år frimærker i forbindelse med de fælles europæiske udgaver.